E-Sportsholdet fik fint besøg

mar 15, 2023

Der er ingen tvivl om, at der har været og stadig er munke i Løgumkloster.

1173-1548: De oprindelige katolske munke kom fra Seem Kloster og slog sig ned i vores område. Det blev navngivet Locus Dei – Guds sted. Munkene var af cistercienserordenen, også kaldet ”De Hvide Munke” grundet deres hvidgrå dragter.

1973-1989: I forbindelse med 800-års jubilæet blev en knap så religiøs munkeorden dannet. De kaldte sig klokkere grundet indvielsen af byens nye klokkespil. Hvert år blev der kåret en ny klokkebroder efter devisen: Han skal have klokket i det ind imellem – og han skal være villig til at indrømme det.

2012 og still going strong: Klokker Ordenen af 2012 oprettes på baggrund af de gamle protokoller for den ærværdige Klokkerorden. Belært af den gamle ordens hovedbrud med nedgravning af Løgumklosters vandtårn vil Klokker Ordenen af 2012 ikke eje fast ejendom. Nu udnævnes årets klokker på byens fødselsdag den 28. november efter en helt speciel ceremoni.

2018 – det nyeste skud på den gamle stamme. TSV startede i 2018 et munkehold for byens helt unge, nemlig esportholdet Løgumkloster MONKS. Først blev der udelukkende spillet CS:GO, og i 2022 blev Fortnite tilføjet. Mange unge havde efterspurgt et sted i Løgumkloster, hvor de kunne gå til esport, og samtidig var en gruppe initiativtagere interesseret i at starte et hold i byen. Mange tror fejlagtigt, at det at spille esport er en asocial aktivitet, hvor spilleren lever af junkfood. Dette er en myte, da kampene stiller store krav til spillernes samarbejde, kommunikationsevner, reflekser, taktisk forståelse, koncentration og lederegenskaber. Disse evner bliver trænet ved Løgumkloster MONKS og andre esportklubber. Danmark er førende indenfor, hvor mange der gamer i forhold antallet af indbyggere. En af esportens styrker er, at den kan udøves af alle, herunder børn, unge, ældre, ældre, fysisk og psykisk handicappede på tværs af alder og køn. I Løgumkloster er interessen for esport atter stigende, og de ti maskiner, klubben råder over, er nu for få til efterspørgslen fra antallet af medlemmer. Klubben har et stort ønske om at udvide både med maskiner, men også med et større lokale i fremtiden, derfor er de på udkig efter sponsorer. Samtidig vil klubben også gerne udvide med andre spil end Fortnite og CS:GO, hvis der kan findes trænere til det, da trænere generelt er en mangelvare for klubben.
CS:GO træner om tirsdagen og spiller kamp lørdage.

Fortnite træner torsdage og spiller kamp om søndagen.
Kampene kan ofte ses via holdets streamingkanal ”monks6240” på Twitch.tv. Holdene spiller på turneringsniveau i e-sportsligaen gennem DGI.

Konklusionen er derfor, at der efter 850 år stadig er munke i Løgumkloster, og de er helt klar til den digitale tidsalder.

Har du lyst til at blive medlem, træner eller sponsor, kan Løgumkloster MONKS kontaktes på Monks@monks.dk eller via deres hjemmeside www.monks.dk

Skrevet af: Linda Scholz på baggrund af tekster af Elsemarie Dam-Jensen, Jens Kr. Krarup og Jens Møller

Menu
Løgumkloster
Løgumkloster