Løgum Kloster genopstår – et fællesskabs projekt

aug 9, 2023

Løgumkloster fejrer 850-års jubilæum. I den anledning har den franske kunstner Olivier Grossetête fortolket Løgum Klosters oprindelige arkitektur – i pap – i forholdet 1:1!

I løbet af ugen fra d. 28. 8. til og med d. 1. 9. folder ca. 300 frivillige 1300 papkasser, som bagefter samles til moduler, der indgår i kunstprojektet ”Løgum Kloster genopstået”, en rekonstruktion 1:1 af en del af det oprindelige kloster.

Byggearbejdet foregår på Løgumkloster Højskole, Brorsonsvej 2. Her mødes hver dag 30 deltagere om formiddagen kl. 9-12 og om eftermiddagen kl. 13-17. Arbejdet foregår i skolens gymnastiksal. Undervejs serveres kaffe, te, saft og kage, så man hygger sig også undervejs.

Ideen med projektet er at skabe fællesskaber på tværs i et lokalsamfund som Løgumkloster. Deltagerne er både børn, unge og voksne, børnene kommer fra Løgumkloster Distriktsskole og den tyske skole, de unge er fra Løgumkloster Efterskole, Sportsefterskolen SINE og Løgumkloster Højskole. Derudover deltager lokale borgere fra Løgumkloster.

I løbet af lørdag d. 2. 9., ”den store dag”, foregår opbygningen af den store konstruktion, som bliver ca. 10 meter høj. ”Klosteret” opføres i Slotshaven sydvest for Løgumkloster Kirke. Her hjælper 100 mand med ved håndkraft at løfte de mange papkasser på plads, og kunstneren Olivier Grossetête dirigerer arbejdet, sådan som han har gjort det mange gange før ved tilsvarende projekter i hele verden.

Om søndagen er det tid til at beundre kunstværket, og fra kl. 12.30 er der taler, munkesang og mulighed for at købe drikkevarer og pølser, kaffe og kage. Bagefter inviteres publikum til at være med til at ”trampe” konstruktionen, inden pappet komprimeres og sendes til genbrug!

Se det tilsvarende projekt fra Øm Kloster her: https://vimeo.com/221583394

Menu
Løgumkloster
Løgumkloster