Mel.: Som dybest brønd . . .
Hvor Bredeåen sindigt vinder frem
og møder Vesteregnens flade slette,
der standsede en munkeflok fra Seem,
de så, at stedet her var just det rette,
her var der vand og skov og rolighed,
fra sletten lyste Vesterlandets himmel,
et LOCUS DEI, skabt til klosterfred
så langt fra tidens jag og verdens vrimmel.
Så vældigt bygged de ved åens bred
en klostergård og kirken, som vi kender,
igennem hundred år de munke sled
og formede med fromme, snilde hænder.
Af strandens kalk, af skræntens sand og ler
af markens kampsten og skovens stammer
blev værket til, som vore øjne ser.
Så dristigt rejste munkene Guds kammer.
Og måtte munkene gå fra vor egn,
ja, blev den halve Klostergård lagt øde,
så står endnu det hus som troens tegn,
i vor tids sol kan gamle teglsten gløde.
Og der hvor messesangens toner steg
og løfted sig mod rummets høje bue,
her synger nu den nye menighed,
når ordet tænder hjertets himmellue.
Imellem mølledam og kirkeskib
der rejstes hus ved hus i gader smalle,
her leved stedets folk et hverdagsliv,
mens sorg og glæde kaldte på dem alle,
i kærlighed, ved fødsel og ved død,
i markedslarm og gennem stille nætter,
mens tidens plovskær vender lyst og nød
og sine furer dybt i sindet sætter.
Et LOCUS DEI blev til dyrket jord,
Blev sogn og slot, blev flække, gård og ager,
og fik vi rod imellem det som gror,
da liv og vækst vort hjerte bedst behager.
Så lad os nu på tidens bane frem
ta’ greb i det, som fortid har os givet,
og lad os række videre til dem,
der bryder grund for lyset og for livet.
Februar 1973 Jens Rosendal
LOCUS DEI: Guds sted.
