Løgumkloster Borgerforening afholder generalforsamling onsdag den 28. oktober kl. 19 i Klosterhallen.
Generalforsamlingen blev udskudt på grund af Corona situationen i foråret. Men nu skal det være.
På generalforsamlingen har bestyrelsen stillet forslag til ændring af vedtægterne. Blandt andet foreslås det, at foreningen fremtidigt skal hedde Løgumkloster Lokalråd. Det foreslås også i vedtægterne, at Løgumkloster Lokalråd bliver Løgumklosters talerør til Tønder kommune.
Vi har haft travlt det sidste halvandet års tid i Løgumkloster Borgerforening siden sidste generalforsamling, og det vil formand Leif Hansen berette om i sin beretning.
Der er to borgervalgte repræsentanter på valg, Linda Scholz er villig til genvalg, og herudover er der en vakant plads, som vi skal have besat.
Vi håber selvfølgelig, at så mange som muligt møder op til generalforsamlingen af interesse for, hvad der sker i byen. Der er dog et forsamlingsforbud på 50 personer. Men den udfordring tror vi ikke, at vi kommer ud i.